Skab en løsningsfokuseret feedback-kultur i dit team eller din organisation

I en verden, hvor forandringer sker hurtigt, og kravene til effektivitet og innovation stiger, bliver evnen til at give og modtage feedback en afgørende kompetence for ikke kun ledere, teamledere og HR-professionelle men også for medarbejdere.

En feedback-kultur med den løsningsfokuserede tilgang (LØFT) er nøglen til at fremme en mere produktiv, engageret og motiveret organisation.

Men hvad indebærer det egentlig, og hvordan kan man implementere det i hverdagen?

LØFT = mikro-kommunikation

Løsningsfokuseret feedback-kultur handler om mikro-kommunikation – små, men betydningsfulde interaktioner i hverdagen, der fremhæver den enkeltes styrker og potentialer. Det betyder, at feedback ikke blot skal ses som en formel aktivitet ved årlige medarbejdersamtaler, eller ved teammøder, men som en integreret del af dagligdagen.

Forestil dig en arbejdsplads, hvor ledere og kollegaer regelmæssigt anerkender hinandens styrker og succeser. Dette skaber en positiv spiral, hvor medarbejdere føler sig værdsat og motiveret til at yde deres bedste.

Men… for der er et men. Det kræver at feedbacken er præcis og at den positive forskel som opleves beskrives i detaljer. Ingen kan lide at blive talt til som en logrende skødehund.

Hvis du synes et møde blev håndteret godt af en kollega, er det vigtigt at kunne fortælle hvad du oplevede som gjorde det godt. Hvordan skabte det en forskel og helt specifikt hvilken forskel og for hvem?

Det er ligeså vigtigt, at fortælle hvorfor du overhovedet påpeger det. Det er her du skiller dig ud fra ”den-der-søde-venlige-type” for det handler om meget mere end den gode stemning.

Forestil dig, at et møde kører af sporet. Diskussionen bliver intens, tiden går og en springer til, får diskussionen stoppet nævnt hvor vigtig den er, og derfor får aftalt hvornår og hvor de involverede efter mødet kan fortsætte så resten af dagsorden kan nås. Vedkommende får ovenikøbet tilføjet et: ”Undskyld, at jeg afbrød her,” – til mødelederen.

Feedback? ”Godt gået! Fedt at du afbrød, så vi kunne komme videre. Det skal du endelig bare gøre det igen en anden gang!” – øh…nå…?

Her risikerer det at blive tolket som: ”Fedt gået! Bare gør det igen for de idioter skal ikke forstyrre mødet og mødeledere kan jo åbenbart ikke finde ud af at lede mødet.” – OK, lidt karikeret men du forstår hvor jeg vil hen.

Den forkerte form for ros skaber selvdestruktiv adfærd. Den rigtige slags motiverer os til at lære.

Carol S. Dweck

Meningen er jo god nok men der mangler lige en del informationer her. Fx at diskussionen ikke blev brutalt lukket ned men blev anerkendt for sin relevans ved at få aftalt et andet rum for den videre diskussion. Desuden gav vedkommende indirekte mandatet tilbage til mødelederen på en respektfuld måde. Hvor genialt er det lige?

Hvis du får de detaljer med og måske endda ser på det som noget du selv kan lære af (og fortæller det højt), er der en god chance for, at det motiverer vedkommende til at gentage det. Bonus kan være at andre også bliver motiveret af hændelsen og pludselig opstår der mulighed for, at det at holde et godt møde bliver en fælles sag hvor mødelederen sammen med deltagerne sikrer at det bliver et relevant og effektivt møde.

Konstruktiv feedback i stedet for negativ feedback

Selv når det kommer til negativ feedback, er den løsningsfokuseret tilgang fordelagtig. I stedet for at fokusere på fejl og mangler, bør feedbacken pege på muligheder for udvikling og forbedring. For eksempel, i stedet for at sige: “Du har ikke overholdt din deadline (igen!)” – kan du spørge: ”Hvor har der været tidspunkter, hvor din deadline blev overholdt, eller næsten overholdt? Hvad skete der i de situationer? Hvad kan vi lære af det og bruge fremadrettet?”

Det er vigtigt at fremhæve, hvad medarbejderen gjorde rigtigt, selv i situationer, hvor noget gik galt. Dette hjælper med var, dets og potentiale, fx med spørgsmål som: ”Selvom du ikke overholdt deadline, hvad var, det bedste du gjorde i den situation? Hvad i gjorde du i processen, som var nyttigt? Hvordan kan det være brugbart for dig (og os til fælles) ved næste deadline?”

Vigtigst af alt i en feedback-kultur med LØFT er, at belyse det meningsfulde med at lave en ændring eller en optimering, fx med eksemplet her med at overholde deadlines.

Nu ryster du måske på hovedet, for det giver jo sig selv, at hvis en deadline ikke overholdes, rutsjer arbejdspresset bare over på en anden og skaber et pres, som slet ikke burde være der. For vi skal jo alle gøre det, som vi enten har aftalt, eller er sat til at lave.

Tanken er fin nok, men i dag, hvor alt går stærkt, er der en tendens til, helt naturligt, at fokusere på ens egne opgaver, og mindre på, i hvilken sammenhæng de skal løses. Altså hvorfor laver jeg gør, og hvordan gavner det teamet, produktionen, organisationen etc.?

Måske er det blot en genopfriskning af det meningsfulde, og hvem ved, måske kan det endda lede til fornyede overvejelser om, hvorvidt deadline burde ændres eller opgaven, ændres eller placeres et andet sted for at øge det meningsfulde.

Feedback går begge veje!

En stærk feedback-kultur handler ikke kun om at give feedback, men også om at modtage den. Ledere og teamledere bør aktivt søge feedback fra deres medarbejdere for at forbedre egen praksis og vise, at de værdsætter andres perspektiver. Det skaber en mere åben og tillidsfuld kommunikation, hvor alle føler sig hørt og set.

At være åben for feedback fra dine medarbejdere viser også, at du som leder er engageret i din egen udvikling og ikke ser dig selv som ufejlbarlig. Dette bidrager til at skabe en mere ligeværdig og samarbejdsorienteret kultur i organisationen.

Min oplevelse er, at det også gør uoverensstemmelser nemmere at diskutere. For husk, at feedback ikke handler om den ”sande sandhed”! Det er altid et perspektiv, som udlægges og mødes af et andet perspektiv. Og når opgave er i centrum det, som skal løses, og ikke personen, ”nu har du igen ikke gjort…” går det fra at høres som kritik til at høres som konstruktive forslag, som man i fællesskab kan se på og sammen forbedre.

Næste skridt

Ønsker du at lære mere om, hvordan du kan implementere en løsningsfokuseret feedback-kultur i din organisation? Kurset tilbyder dig de nødvendige værktøjer og strategier for at styrke en feedback-kultur i hverdagen, i dit team eller i hele organisationen. Du vil få praktiske råd og indsigt i, hvordan du kan skabe et arbejdsmiljø, der fremmer vækst, engagement og produktivitet.

Sprøgsmål? Så lad os tage en snak:

Løsningsfokuseret feedback-kultur

Lær at give og modtage feedback med den løsningsfokuserede tilgang. Styrk en feedback-kultur i dit team eller organisation gennem mikro-kommunikation i hverdagen.

3 halve dage online.